Jeg tror på, at mennesket adskiller sig fra andre dyr ved at være drevet til at udtrykke sig kreativt.
Og så er jeg overbevist om, at krop og kreativitet hænger sammen.

Jeg hjælper voksne kvinder og mænd med at finde energi, styrke og glæde – både gennem fysisk træning, livscoaching og kunstnerisk udtryk i form af maleri.

Jeg arbejder altså både med kroppen og kreativiteten, for begge dele er veje til livsenergi.
Når jeg ikke træner eller coacher voksne kvinder til styrke og livsglæde, står jeg foran lærredet i mit atelier. Jeg udstiller ikke så meget mere, ikke mindst fordi mange af mine malerier er ganske store - det største er et landskabsmaleri, som er 3 meter langt og 1,80 m. højt - og de formater er simpelthen dyre og besværlige at transportere.

Jeg har tidligere malet hos Per Albertsen og hos kunstmaler og galleriejer Britta Westhausen, og jeg tilbyder i dag både coaching og male-workshops for dig, der har lyst til at udtrykke mere af dig selv.

 

Et særligt møde med Dronningen

For mere end 10 år siden modtog jeg Ridderkorset, og i den anledning var jeg i audiens hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Da dronning Margrethe jo selv interesserer sig for maleri, havde jeg taget et fotografi med af et af mine store landskabsmalerier – et motiv fra Gudenådalen.
Dronningen kiggede interesseret på billedet og spurgte, om det mon var et landskab fra Grønland. Det var det nu ikke, men det var et godt spørgsmål - det var både lyset eller farvernes grønblå tone og det storladne landskab, der peger på den nordlige natur.

For mig blev det et særligt øjeblik i et møde mellem to mennesker, der begge finder glæde i farver og landskaber og den ekspressivitet, som maleriet giver.

Måske ledte du i stedet efter Fitness for voksne kvinder ?